Print

Projekt Frivillig

Projekt Frivillig er et offentligt initiativ, hvis formål er at få elever på landets ungdomsuddannelser engageret som frivillige i foreninger og organisationer. Gennem deltagelse i projektet får eleverne mulighed for at modtage et ”Frivilligbevis”, hvis de har været frivilligt aktive i 20 timer eller mere. Frivilligbeviset kan vedlægges elevens CV eller eksamensbevis.

Projekt Frivillig har en fast bevilling på finansloven, og er et tværministerielt samarbejde mellem Kulturministeriet, Ministeriet for Børn og Undervisning og Social- og Integrationsministeriet, der også koordinerer initiativet. Projekt Frivillig er en del af Center for Frivilligt Socialt Arbejde (CFSA), der er Social- og Integrationsministeriets nationale viden- og kompetencecenter for frivilligt arbejde.

Læs mere om projektet her: www.projektfrivillig.dk

 

Red Barnet Ungdom

Omkring 16% af alle elever i 4.-10. klasse bliver mobbet i Danmark. Det kan du heldigvis være med til at gøre noget ved!

Red Barnet Ungdom er en organisation, som kæmper for børn og unges rettigheder og velbefindende. Red Barnet Ungdom har flere forskellige projekter landet over, og i Hjørring er vi cirka 6 frivillige, som kører antimobningsprojektet MobSQUAD.

Projektet består i, at vi cirka én gang hver 5. uge er på skolebesøg i Hjørring og omegns 4.-6.-klasser. Du vil blive sat grundigt ind i mobningens årsager, konsekvenser og løsningsmetoder, så du er veludrustet til, at vi i 3 lektioner kan gøre eleverne opmærksomme på mobning gennem dialog, film, skuespil o.lign. og dermed forebygge mobning.

Har du lyst til at finde ud af mere om projektet, kan du gå ind på hjemmesiden www.redbarnetungdom.dk

Ungdommens Røde Kors

URK

I Ungdommens Røde Kors Hjørring er du med til at få en indflydelse på ungdomslivet i Hjørring. Du får et godt socialt netværk og et enormt spændende kendskab til andre kulturer. I Ungdommens Røde Kors Hjørring lægger vi vægt på at have det sjovt samtidig med, at vi gør en stor forskel for udsatte børn og voksne.

I Ungdommens Røde Kors Hjørring laver vi sociale aktiviteter for flygtninge og indvandrere på Hjørring sprogcenter. Vi hygger os og har det sjovt sammen hver anden lørdag. Aktiviteterne kan være alt, lige fra at spille rundboldturnering, lave mad sammen, tage på fisketur eller hygge med at spille spil og tale sammen.

Som frivillig i Ungdommens Røde Kors Hjørring er du ikke kun med til at gøre en forskel og skabe sociale netværk for personer, der har stærkt brug for det. Sammen med de andre frivillige i Ungdommens Røde Kors Hjørring bliver du også en del af et stærkt sammenhold og stort fællesskab.

Har du lyst til at finde ud af mere om Ungdommens Røde Kors, kan du besøg vores hjemmeside www.urk.dk